Jeg fik den ikke ind med modermælken, men med lugten af min fars pibe i næsen, og det er næsten det samme, og siden jeg så den første gang på mit barndomshjems ternede sofa, har det været min yndlingsfilm. Og ligesom med ternede sofaer og smagen af barndommens hostesaft stiller man som barn ikke spørgsmålstegn ved tingene, men accepterer det, som den helhed det er, i det landskab man er i.
Filmen er stadig min yndlingsfilm, men det er ikke helt uden at vride hænder lidt, for selv om den er en klassiker og på mange måder eviggrøn, er billedet, den præsenterer af vold og lokalsamfundet generelt og kvinder i særdeleshed, problematisk.
John Ford instruerede denne hyldest til Irland i 1952 og gav hovedrollen som Sean Thornton til John Wayne, som gør det, han er bedst til; at spille John Wayne. Drysset ud over det blændende smukke, grønne, irske landskab har vi den Technicolor-rødhårede Maureen O’Hara som Mary Kate Danaher, og Barry Fitzgerald, der som Michaleen Oge Flynn spiller noget nær den stereotype irske dværg bare uden guldkisten for enden af regnbuen og med en god brandert under vesten. Maureen O’Haras dumstædige, brovtende bror, Will Danaher, spilles fænomenalt af Victor McLaglen.
Idyllisk lille film
Vi møder Sean Thornton, da han med toget triller ind i den lille irske by Castletown og kastes ud i den første kliché om Irland, hvor folk stimler sammen i uenighed om, hvordan han lettest kommer videre til Inisfree. Her dukker lille Michaleen op og fører ham til Inisfree og fortsætter som hans ven og makker gennem resten af historien.
På turen i Michaleens lille hestevogn lærer vi, at yankee’en Sean Thornton, der netop er kommet fra Pittsburg, faktisk er født i Inisfree og nu vil lægge Amerika bag sig og vende hjem til sine rødder. Det lokale samfund er skeptisk over for ”yankee’en”, der køber sit barndomshus tilbage og tydeligvis er ved muffen uden at røbe noget om sin tid i Amerika.
I den drillende musik med hestevogne, pubber og stengærder i 1920’ernes Irland forelsker han sig i den smukkeste pige i sognet, men også den hidsigste, Mary Kate, og møder hendes alfahan-bror, Will Danaher, der med et kødfuldt ansigt og store næver stiller sig i vejen for deres forening.
Michaleen og de to lokale præster, både en protestantisk og en katolsk, går sammen om at narre Will Danaher, så han går med til, de kan gifte sig alligevel. Og alligevel ender historien ikke lykkeligt her, for da broren opdager snyderiet ved brylluppet, nægter han at give sin søster medgiften med. Dén er vigtig. Det gøres klart, at den symbolske værdi af medgiften er alfa og omega for Mary Kate, og den eneste måde, Sean Thornton kan vinde medgiften og sin kones og lokalsamfundets respekt, er ved at slås med hendes bror.
Vi lærer, at grunden til, at han tøver med at kaste sig ud i dén kamp, er, at han var en berømt bokser i Amerika og ved et uheld slog sin sidste modstander ihjel i ringen og derfor har svoret ikke at slås igen.
Den tavse mand presses af sin kone, af præsten, af vennen Michaleen og alle i lokalsamfundet til at tage det endelige opgør og trækker sin kone – med hele lokalsamfundet i sit følge – mange kilometer til brorens hus, hvor filmens berømte slagsmål begynder.
Kampen er ligeværdig, men Sean vinder naturligvis til sidst; respekten, æren og konens hengivenhed. Rulletekster.
De traditionelle irske problematikker omgås
Vi møder irsk traditionel kultur, som virker tidsløs, i et hyggeligt, grønt landskab, hvor f.eks. en præst, der er besat af at fange en bestemt stor fisk, og en hest, der stopper automatisk foran pubben, gør det hele skævt og hyggeligt. Som seer sidder man med et lille smil det meste af filmen, historien er rig og frodig, men ikke dyb.
To essentielle traditionelle irske konflikter holdes en armslængde væk, så det ikke forstyrrer hyggen. Religionsforskellene holdes humoristisk på afstand ved, at de to præster hjælper hinanden, og den katolske præst binder et tørklæde om sit hvide præstebånd om halsen og opfordrer befolkningen til at huje ”protestantisk”, da en protestantisk biskop kører gennem byen.
Englands imperialisme holdes tilsvarende langt væk og nævnes kun indirekte, da den katolske præst siger til Sean ”I knew your people, Sean. Your grandfather; he died in Australia, in a penal colony. And your father, he was a good man too.” Historien ville have været en helt anden, hvis Sean var kommet fra London og ikke Pittsburg.
IRA nævnes kun med et enkelt ord i filmen, hvor nogle lokale mænd efter brylluppet tager op til Will Danaher for at hente Mary Kates medgift, som broren havde nægtet hende. Will Danaher siger, da han ser forsamlingen ”So the IRA are in this too?” og svaret falder fra en, man forstår må være IRA-mand ”If we were not a single stone of your fine house would be standing”. Det er det. Bom. Væk. Hyggen er tilbage.
Men alligevel er filmen problematisk, for selv om den går buer uden om traditionelle irske konflikter, handler den i sin kerne om vold.
Den voldsfornægtende tidligere voldsmand tvinges til vold med vold og magt
Vi starter med en bokser, der har været for voldelig og slået ihjel, og som ikke vil bruge vold mere, der kommer til et samfund, hvor det kræves. Men selv om Sean Thornton kommer til Irland besluttet på ikke at bruge vold, synes tidens misogyni at forvente og acceptere vold mod kvinder, det tæller ikke. Hans første kys med Mary Kate er voldeligt; han griber hende, holder hende fast og kysser til.
Men som man ser i klippet ovenfor, så slår hun igen, stritter imod og svarer igen. Men man ser også, i det korte øjeblik efter kysset, at hun kan lide det. På bryllupsnatten, hvor hun nægter ham sex, fordi hun ikke har sin medgift og dermed ikke er ”rigtigt gift”, smider han hende hårdt ned i ægtesengen og går. Som en kludedukke.
Da hun på et tidspunkt i filmen, efter de er blevet gift, i hidsighed kører i hestevognen hjem og lader ham tilbage til at gå mange kilometer hjem, har hun en kæp klar til ham, når han kommer hjem, så han kan straffe hende. En anden gang giver han hende et ordentligt klap bagi, og hun bliver ikke vred, nærmest tændt. Hun bliver simpelthen kvindelig ved, at han er stærk, fysisk og mandig.
Det irske samfund omkring vores protagonister accepterer og opfordrer til det. Mens de kurtiserer hinanden foran Michaleen, skal Mary Kate i arrigskab til at slå Sean, hvortil Michaleen siger “have the good manners not to hit the man until he’s your husband and until he can hit you back.” Det bliver afleveret som en komisk bemærkning i filmen understøttet af musikken og hendes reaktion, men det afspejler den fundamentale vold i omgivelserne og i hjemmene. Det samme er tilfældet senere i filmen, hvor presset fra konen, præsten, vennen og lokalsamfundet bliver for meget, og den klassiske John Wayne’ske boblen og ulmen springer ud i lys lue. Han henter konen ved toget, hvor hun har sat sig, for hun lader, som om hun er ved at forlade ham for at provokere ham til at handle, og så trækker, sparker, losser og skubber han Mary Kate de mange kilometer til hendes brors hus, hvor det endelige opgør skal stå. Hele byen hepper og følger med på denne længe ventede begivenhed, og en ældre dame går hen til Sean med en kæp og siger ”here’s a good stick to beat the lovely lady”. Hun opfordrer faktisk til hustruvold mod en medsøster, men scenen er sat op som en komedie, og Sean svarer med et Wayne’sk ”thanks” og trækker videre med Mary Kate. Volden mod kvinder gøres humoristisk og selvfølgelig.
Den følgende scene er filmens kendteste med et kæmpe, underholdende slagsmål mellem broren og bokseren, som man forstår er nødvendig og accepteret, og den udfolder sig nærmest som en jovial alfa-han kamp.
Ikke et feministisk jubelråb
Man kan plædere for, at Mary Kate er en stærk kvinde og Seans lige, der står på sin ret og ikke lader sig tryne. En af de få ting, der retmæssigt er hendes i det patriarkalske samfund, bliver nægtet hende, og hun kæmper for det.
Filmen gør meget for, at hun ikke bare skal virke materialistisk og småligt hakkende ved at vise, der er kærlighed mellem de to parter. Man ser dem sidde arm i arm foran ilden i deres sværeste tid, og det er svært at komme uden om kemien mellem både rollerne Sean og Mary Kate og skuespillerne Wayne og O’Hara.
Det er alligevel svært som moderne seer ikke at krympe sig i den scene, hvor Sean sparker, skubber og hiver Mary Kate gennem kilometervis af terræn med græs, sten og mudder. Det virker nedværdigende, selv om det er, hvad hun ønskede og æggede ham til.
Slutscenen bløder det lidt op, hvor vi ser hende hviske noget frækt i øret på ham, og så løber de sammen ind mod huset. Det er ikke ligefrem et feministisk jubelråb, det fremkalder, men en opblødning.
Fra pigen på sofaen til i dag
Som voksen kvinde, feminist og reflekteret menneske, er der et stykke til den lille pige ved siden af fars pibe. Filmen ER problematisk og trodser moderne idealer om ære, respekt og forhandling, kønsroller, frigørelse og selvstændighed. Jeg burde virkelig ikke kunne lide denne her film.
Der er en tendens til at se og dyrke de ting, der stemmer overens med vores overbevisninger, når det kommer til politik, sex, religion og så videre, og ligeledes gælder det, de film vi ser, de bøger vi læser, de shows vi bingewatcher. Og ja, ”The Quiet Man” er sexistisk, voldelig og primitiv, men jeg nyder den virkelig stadig. Måske netop fordi den er så hyggelig og charmerende. Den reflekterer det menneske- og kvindesyn, der herskede i ”Mad Men”’s tid, og skal nok ses som et barn af sin tid mere end som et budskab eller billigelse af tingenes tilstand. Selv om den støder moderne, uddannede humanister, er det en veldrejet film og en nydelse at se, ligesom et godt eventyr er dejligt at læse igen, selv om hekse, fattige børn eller hunde med øjne som tekopper ikke bidrager eller understøtter noget i min hverdag.
Måske er det en del af at blive voksen, at jeg kan nyde noget, der også frastøder mig lidt. Bare det ikke frastøder for meget. Jeg kan værdsætte noget, der trodser mine idealer, og går ikke på barrikaderne i ungdommelig forurettelse, men tager det, som det, det er – men med en bevidsthed om, det er fra en anden tid med en anden kontekst. Hvis jeg skulle være ideologisk konsekvent, skulle filmen forkastes, men smag er ikke så ligetil, og charme, hygge og kvalitet hjælper. Og John Wayne.